Historie
Københoved Forsamlingshus blev indviet i oktober 1923, og har dermed rundet de første 100 år. Huset har været igennem flere om- og tilbygninger gennem tiden, og er igennem årene løbende blevet renoveret dog altid under hensyntagen til den historie, huset emmer af.
Københoved var i perioden 1864-1920 under tysk herredømme, og i en særlig niche i husets store sal har stemmeurnen fra afstemningen i 1920, hvor et flertal stemte Sønderjylland tilbage til Danmark igen, fået en hædersplads.
I 1944 blev huset beslaglagt af tyskerne, som skulle bruge huset til både militære og civile folk samt i en kortere periode også danske arbejdere. Tyskerne rømmede huset 6. maj 1945 og efterlod et hærget og beskidt hus, som havde brug for en stor renovering, inden det igen kunne anvendes.
Til venstre for forsamlingshuset hovedindgang står de to ”kro-sten”. Disse sten stod oprindeligt foran den gamle kro, som tilbage i 1822 blev etableret i Københoved, og har formentlig været brugt til at tøjre hestene ved, når man var inde på kroen.
Forsamlingshuset har altid været et sted, hvor man forsamledes, og har gennem årene været i brug til alt lige fra gymnastikopvisninger, dilettant og revyer, foredrag og koncerter – og så selvfølgelig en bred vifte af fester og sammenkomster.